Dette nyhedsbrev er for dig med interesse for arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet.
Du kan læse om følgende:
AB
Godt (Reform)Nytår
Første del af beskæftigelsesreformen træder i kraft den 1. februar 2026
Ny e-læring styrker kommunernes opfølgning på sygemeldte i udlandet
AI i sagsbehandlingen: Et nyt redskab i en kompleks virkelighed
Det gode partnerskab mellem kommunerne og KOMBIT: Det fælles vi
Faglige ledere indkaldt til online møderække
KSD
Stærkt fremmøde og værdifuld dialog ved opstart af KMD Refusions ERFA-netværk
KP
Ændringer fra den 1. januar 2026 vedr. pension, huslejeydelse og anbringelses-/behandlingsdømte
Planlagte servicevinduer fremgår nu af KP-årshjul for 2026
KP-teamet søger kommunal indstationeret
KY
AI-Assistenten for KY er snart klar
Brevworkshop sætter retning for arbejdet i 2026
Orientering om nye rettelser til breve og indholdselementer
Planlægning af årets KY-dage i gang
KLIK-opgave: Opdatering af roller
Kommunerne har nu adgang til flere KY-ledelsesrapporter i dataplatformen Athene
YR
Genberegning af dagpenge
Husk mulighed for brug af liste vedr. YUMU - liste over tidligere års indberetning af YUMU
YR-roadmap - 1. kvartal 2026
Fælles fra Arbejdsmarked og Beskæftigelse
Godt (Reform)Nytår
Kære kolleger i de kommunale ydelsesområder
Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år, og at arbejdet med at implementere første del af beskæftigelsesreformen er kommet godt fra start.
Som vi løbende har orienteret om, har vi i KOMBIT gennem lang tid arbejdet på at sikre relevante og rettidige systemtilpasninger, der bedst muligt understøtter jeres arbejde – og det bliver vi naturligvis ved med. Samtidig glædes vi over en rigtig god proces i forbindelse med rekrutteringen af chefer til det kommende Fagråd for Arbejdsmarked og Beskæftigelse. Der har været stor interesse fra hele landet for at bidrage til arbejdet med at sætte de strategiske prioriteringer og retninger for den digitale udvikling på området, og vi sætter stor pris på den brede opbakning.
Vi forventer at kunne offentliggøre deltagerkredsen i løbet af uge 10 2026.
De bedste hilsner Anja Svane, Forvaltningschef
På vegne af KOMBIT’s Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesområde
Første del af beskæftigelsesreformen træder i kraft den 1. februar 2026
Den 1. februar 2026 markerer første milepæl i implementeringen af beskæftigelsesreformen, hvor en række ændringer i beskæftigelsesindsatsen nu gælder i kommunerne. STAR har udarbejdet en juridisk startvejledning, der beskriver de initiativer, som træder i kraft henholdsvis 1. februar 2026 og 1. juli 2026. Reformen indebærer blandt andet - som I er bekendt med - at flere ordninger og proceskrav ændres eller bortfalder, og at kommunerne får større frihed til at tilrettelægge indsatsen lokalt. Det betyder samtidig, at arbejdsgange, registreringer og systemunderstøttelse skal tilpasses i takt med de nye regler.
I KOMBIT følger vi implementeringen tæt og arbejder løbende på at sikre, at systemerne understøtter de nye rammer, så overgangen bliver så smidig som muligt i den daglige drift. I de kommende måneder vil flere ændringer træde i kraft, og vi fortsætter dialogen med jer i kommunerne om, hvordan systemer og arbejdsgange bedst understøtter den nye beskæftigelsesindsats.
Har I spørgsmål til, hvordan reformen påvirker systemanvendelsen lokalt, står vi naturligvis klar til sparring.
STAR opdaterer løbende deres temaside om beskæftigelsesreformen, som du finder her.
Ny e-læring styrker kommunernes opfølgning på sygemeldte i udlandet
Med inspiration fra KOMBIT's ydelsesdag har Ankestyrelsen offentliggjort et nyt gratis e-læringsforløb, der sætter fokus på kommunernes opfølgning på sygemeldte borgere, som opholder sig i udlandet under deres sygdomsforløb. En grundig og korrekt opfølgning er afgørende for, at kommunen kan træffe de rigtige afgørelser efter sygedagpengeloven.
Opfølgningen sikrer blandt andet, at kommunen har det nødvendige grundlag for at vurdere arbejdsevne, muligheder for forlængelse af sygedagpenge og den samlede situation for den sygemeldte borger. Når en borger opholder sig i Danmark, er processen ofte forholdsvis enkel. Situationen bliver dog mere kompleks, når en borger opholder sig i et andet EU- eller EØS-land, hvor adgang til oplysninger og dialog kan være vanskeligere.
Det nye e-læringsforløb giver medarbejdere indsigt i, hvordan sådanne sager kan håndteres i praksis. Gennem konkrete cases bliver man guidet i, hvordan opfølgningen kan tilrettelægges, hvornår en borger kan indkaldes til samtale i Danmark, og hvordan nødvendige lægefaglige oplysninger kan indhentes. Initiativet er et godt skridt mod en mere ensartet og kvalificeret sagsbehandling – også når borgerens sygdomsforløb rækker ud over Danmarks grænser.
AI i sagsbehandlingen: Et nyt redskab i en kompleks virkelighed
I Roskilde Kommune er KOMBIT's AI‑assistent blevet en del af hverdagen på sygedagpengeområdet. Her hjælper den medarbejderne med hurtigt at finde lovtekster og vejledninger og skaber overblik i en travl og kompleks sagsbehandling. Selvom AI kan effektivisere arbejdet, er den ikke en erstatning for menneskelig dømmekraft. Som afdelingsleder Qerim Selmani siger: “AI-assistenten er en sekretær, der hjælper os – ikke en, der træffer beslutninger.”
Kritisk sans, kollegial sparring, omtanke og forståelse for en foranderlig samfundsudvikling er fortsat afgørende. AI er et godt og brugbart værktøj, der kan styrke fagligheden, men det er mennesker, der skaber kvaliteten i sagsbehandlingen. Anette Frøslev Larsen, som har mange års erfaring som sagsbehandler, sætter fokus på, hvordan arbejdsmarkedet har ændret sig med nye beskæftigelsesformer som freelancere og Wolt‑bude. Det stiller helt nye krav til sagsbehandlingen. Som hun udtrykker det: “Lovgivningen har ikke fulgt med, og vi som sagsbehandlere skal også vide det, som AI‑assistenten ikke ved.”
Det gode partnerskab mellem kommunerne og KOMBIT: Det fælles vi
Digitale løsninger bliver stærkest, når de udvikles tæt på virkeligheden. Når kommunale eksperter arbejder i KOMBIT, bringer de borgernes behov og kommunernes praksis direkte ind i udviklingen. Det sikrer løsninger, der ikke kun fungerer teknisk, men også i hverdagen. Styrken ligger i partnerskabet mellem KOMBIT og kommunerne. De indstationerede kollegers erfaringer er afgørende for at forme de samfundsbærende it‑løsninger, der gør en reel forskel. Partnerskabets betydning ses tydeligt på flere områder – ikke mindst i arbejdet med kontanthjælpsreformen i 2025, hvor det tætte samarbejde med kommunerne var en central faktor i at sikre en vellykket implementering og overgang.
Forvaltningschef for Arbejdsmarked og Beskæftigelse, Anja Svane fremhæver: ”Vores indstationerede kommunale kolleger i KOMBIT er ikke blot en praktisk ordning. De er nøglen til at sikre, at digitale løsninger bliver både brugbare, effektive og menneskelige. Vi arbejder sammen for at videreudvikle samfundsbærende it-løsninger i partnerskab til gavn for kommuner og borgere.”.
I forlængelse af samarbejdet med de indstationerede søger KP-teamet nu en ekstra kollega. Læs mere længere nede.
Vil du have større indblik i vores kommunale partnerskaber, kan du læse mere her.
Faglige ledere indkaldt til online møderække
Den 19. januar 2026 modtog alle faglige ledere for KY, KP og KSD mødeindkaldelse til en online møderække, som er en forlængelse af sidste års møderække. Formålet er at give ledere og chefer en orientering om fagsystemerne inden for arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet samt muligheden for at stille spørgsmål om stort som småt, der fylder hos jer.
Målgruppen
Mødet er udelukkende målrettet ydelseschefer, arbejdsmarkedschefer samt ledere for KY, KSD og KP og egner sig derfor ikke til hverken sagsbehandlere, superbrugere eller systemansvarlige, som i stedet har deres egne møderækker - blandt andet driftsmøder mv.
Det første møde er den 11. marts 2026. Vi håber, at rigtig mange af jer dukker op online.
KSD
Stærkt fremmøde og værdifuld dialog ved opstart af KMD Refusions ERFA-netværk
Den 27. januar 2026 deltog KSD i første møde for KMD Refusions nye ERFA-netværk, der samlede offentlige kunder med interesse for refusionsområdet. Arrangementet blev afholdt i Middelfart og samlede over 100 deltagere fra flere kommuner og én region. KOMBIT bidrog med et oplæg om KSD og den kommende beskæftigelsesreform. Oplæggene satte særligt fokus på, hvordan systemerne på sygedagpengeområdet hænger sammen, og hvordan data spiller en stadig vigtigere rolle i den nye beskæftigelsespolitiske virkelighed. På dagen blev det også offentliggjort, at KMD Refusion, inspireret af strukturen i KSD, vil etablere deres egen faggruppe. Formålet er at skabe et tættere samarbejde med brugerne og styrke faglig sparring i den fortsatte udvikling af løsningen.
Netværksdagen gav deltagerne rig mulighed for at sparre med hinanden, dele erfaringer og opnå ny indsigt. Flere deltagere fremhævede, at de nu i højere grad forstår betydningen af korrekte indberetninger - ikke mindst i forhold til at sikre rettigheder og refusion for deres sygemeldte medarbejdere. Mange gav også udtryk for, at de vil tage dialogen videre med kolleger på tværs af områder - fx på ydelseskontorerne, hvilket vidner om et stærkt udbytte og potentiale i netværket.
KP
Ændringer fra den 1. januar 2026 vedr. pension, huslejeydelse og anbringelses-/behandlingsdømte
Som orienteret om på mail den 19. december 2025 til KP-systemansvarlige, er der en række ændringer for ydelser til pensionister, der er indsat i fængsel eller anbringelses- /behandlingsdømte. Huslejeydelse under fængsling – ændring fra den 1. januar 2026
Fra den 1. januar 2026 udbetaler Udbetaling Danmark ikke længere en del af pensionen til at dække huslejeudgifter for borgere, der er fængslet – selvom kommunen har givet en bevilling efter pensionsloven § 46. Det betyder, at der ikke længere overføres beløb til borgerens administrationskonto til dette formål. Kommunen skal fremover selv udbetale huslejeydelsen. Indenrigsministeriet har endnu ikke oplyst, hvilken konteringsregel der skal bruges for denne udgift. Når konteringen er fastlagt, vil ydelsen kunne udbetales via KP. Indtil da skal kommunen anvende en midlertidig kontering. Det vides endnu ikke, hvornår en endelig løsning foreligger. Vi skriver ud til de KP-systemansvarlige, så snart der er nyt.
Ophør af pension for anbringelses- og behandlingsdømte
Den samme lovændring betyder også, at anbringelses- og behandlingsdømte ikke længere har ret til pension. For borgere, der allerede den 1. januar 2026 var i målgruppen, sker pensionsophøret dog først efter en varsling, som er beskrevet af STAR her.
Bemærk, at det altid er den myndighed, der udbetaler ydelsen, som skal varsle borgeren. For pension er det Udbetaling Danmark, og der skal derfor ikke udarbejdes varslingsbreve i KP. Derudover er målgruppen også omfattet af den nævnte huslejeydelse – men først efter pensionens bortfald.
Planlagte servicevinduer fremgår nu af KP-årshjul for 2026
Årshjulet for 2026 er blevet opdateret på KP's driftsside og indeholder nu de planlagte servicevinduer for årets releases og planlagte patch releases. Akutte opdateringer og servicevinduer vil forsat blive meldt ud som driftsbeskeder via driftssiden, imens planlagte vinduer, som fremgår af årshjulet, ikke længere meldes ud separat.
I vil forsat blive orienteret om publiceringer af releasebeskrivelser samt ændringer til årshjulet eller releasedatoer via driftsbeskeder på KP's driftsside.
KP-teamet søger kommunal indstationeret
Har du lyst til at være med til at styrke samarbejdet mellem kommunerne og KP’s udviklings- og supportarbejde?
Som tidligere nævnt åbner KP nu for ansøgninger til en stilling som kommunal indstationeret, der kan bidrage med faglig indsigt og praktisk erfaring i udviklingen af løsningen. Du kan læse mere om opgaven og ansøgningsforløbet i stillingsopslaget her.
Ansøgningsfrist er den 27. februar 2026.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på KP@kombit.dk.
KY
AI-Assistenten for KY er snart klar
KOMBIT nærmer sig næste store milepæl i arbejdet med at bringe AI ind i KY. Den 27. og 28. januar 2026 gennemførte vi en vellykket BETA-test af den kommende AI-Assistent sammen med en række kommunale testere – og resultaterne lover rigtig godt for den endelige løsning.
Formålet med BETA-testen havde flere centrale mål:
At bidrage til udbygningen af AI-Assistentens spørgsmålsbank, så den i endnu højere grad kan give relevante og præcise svar
At give kommunale indstationerede mulighed for at få hands-on erfaring med assistenten for allerførste gang
At skabe et rum, hvor deltagerne frit kunne afprøve assistenten og stille alle de spørgsmål, de havde lyst til
Assistenten har i denne testfase indlæst 14 af KY’s brugervejledninger – og netop dette indhold blev grundigt afprøvet i testen.
Gode resultater og positiv stemning
Det var en engageret deltagergruppe, og stemningen under testen var både nysgerrig og konstruktiv. På baggrund af feedbacken kan vi sætte et stort ’tjek’ til de forventninger, testerne havde med:
✔ Potentiale for at sagsbehandlere vil tage assistenten til sig
✔ Mulighed for, at fagpersoner og konsulenter kan bruge assistenten til at styrke den faglige kvalitet i deres arbejde
✔ Hurtigt overblik over de dokumenter, som assistenten svarer ud fra
✔ Gode svartider
✔ Relevante og brugbare svar
✔ Letforståelig formulering og formidling
Alt i alt bekræfter testen, at AI-Assistenten er på rette vej – og meget tæt på at være klar. Vi holder jer fortsat løbende opdateret om fremdriften.
Brevworkshop sætter retning for arbejdet i 2026
Den 3. - 4. februar 2026 afholdt vi en todages workshop med 14 deltagere fra brevfaggruppen. Formålet med at mødes var at få skabt et fælles afsæt for årets arbejde med kvalitetssikring og udvikling af breve på tværs af kommunerne.
På workshoppen blev der arbejdet med både planlægning af den månedlige arbejdscyklus og prioritering af brevarbejdet, så vi kan være skarpe på, hvordan vores arbejde kan give størst værdi i kommunerne. Deltagerne bidrog med konkrete input til opdeling, prioritering og forbedringer af eksisterende breve samt behov for nye.
Workshoppen gav et stærkt fælles overblik og har lagt et solidt fundament for samarbejdet i 2026, hvor både måneds‑ og kvartalsmøder fortsat bliver omdrejningspunktet for brevarbejdet.
Der skal lyde en stor tak til brevfaggruppen for to produktive dage, og vi ser frem til det kommende samarbejde.
Orientering om nye rettelser til breve og indholdselementer
I tæt samarbejde mellem brevfaggruppen, kommunerne og de indstationerede har vi et øget fokus på breve. Hver måned samler vi brevrettelserne med afsæt i tre arbejdsfordelinger:
Forbedringer af breve
Rettelse af fejl
Nye elementer
Fremover vil vi orientere jer i vores månedlige nyhedsbrev, når vi har lavet rettelser indenfor de tre områder. Du kan trykke her, og få detaljeret indblik i januar og tidligere måneders rettelser og forbedringer.
På sigt er målet, at disse justeringer skal styrke forståelsen og kvaliteten af brevene. Vi sætter derfor stor pris på jeres feedback. Send meget gerne fejl, rettelser eller ønsker ind gennem supporten – det er en stor hjælp, også selvom vi ikke altid kan imødekomme alle inputs.
Har I spørgsmål eller brug for yderligere information, er I velkomne til at kontakte os på KY@kombit.dk.
Planlægning af årets KY-dage i gang
Planlægningen af de årlige KY‑dage er i fuld gang. I den forbindelse har vi sendt et spørgeskema til alle KY‑systemansvarlige for at få jeres input til programmet for 2026.
KY‑dagene afholdes:
21. maj 2026 i Horsens
28. maj 2026 i Køge
Vi er rigtig glade for den store interesse – mange af jer har allerede besvaret spørgeskemaet. Tak for det! Da KY‑dagene er jeres dage, er det vigtigt, at programmet afspejler det, der fylder for jer netop nu i KY‑arbejdet. Derfor bruger vi jeres input i planlægning.
Vi forventer at udsende invitation og dagsorden i marts 2026.
KLIK-opgave: Opdatering af roller
KOMBIT er i gang med at opdatere rollerne i KLIK-systemet for KY, og det betyder, at rollen "Reformansvarlig" nu bliver udfaset. I har allerede modtaget information om dette via KLIK‑opgaven: KR OA 05 – Udfas rollen som reformansvarlig.
Deadline for opgaven er den 27. februar 2026, hvorefter rollen bliver slettet fra KOMBIT’s rollegalleri.
Manglende kontaktoplysninger giver udfordringer
I forbindelse med tidligere opgaver – senest under kontanthjælpsreformen – oplevede vi, at flere roller i kommunerne manglede grundlæggende kontaktoplysninger for de personer, der er registreret i KLIK‑systemet. Vi så blandt andet:
Manglende direkte telefonnumre
Manglende telefonnumre generelt
Angivelse af hovednumre, som ikke sikrer hurtig kontakt
Ufuldstændige eller generiske oplysninger
Det betød i praksis, at vi i en række tilfælde ikke kunne komme i kontakt med de relevante personer, når det var nødvendigt. Vi opfordrer jer derfor til at tjekke jeres roller.
På baggrund af ovenstående anbefaler vi:
Gennemgå jeres eksisterende roller
Sikre, at det er korrekte og komplette kontaktoplysninger for alle registrerede personer
Opdatere oplysningerne i KLIK, så vi kan nå jer hurtigt og præcist ved behov
Opdaterede oplysninger gør det lettere for os at komme i kontakt med de rette personer, når der er behov for det.
Har du yderligere spørgsmål eller andet, er du velkommen til at kontakte os på KY@kombit.dk.
Kommunerne har nu adgang til flere KY-ledelsesrapporter i dataplatformen Athene
Athene er blevet lanceret, og siden den 2. februar 2026 har kommunerne haft adgang til fem ledelsesrapporter med deres egne data, hvilket betyder, at I kan få indblik i status og udvikling i følgende ledelsesrapporter:
Antal KY-ydelsessager Hvor mange sager har din kommune.
Fordeling af afgørelser i KY-ydelsessager Overblik over sager der er bevilliget, afslået, henlagt og afledt.
Fritidstillæg og medicintilskud Antal sager med fritidstillæg og medicintilskud.
Sagsbehandlingstid i KY-ydelsessager Hvor lang tid tager det at afgøre en sag i din kommune.
Sagsbehandlingstid i KY-ydelsessager Lever din kommune op til egne mål for sagsbehandlingsfrister. – sagsbehandlingsfrister er hentet fra kommunens hjemmeside.
Hvis I ønsker adgang til ATHENE, kan I skrive til athene@kombit.dk. Koden, som KL tidligere har sendt ud for adgang til beskæftigelsesrapporten, kan også bruges her. I kan finde flere beskæftigelsesrapporter i Athene. De offentlige rapporter er tilgængelige for alle som led i samarbejdet mellem KL og KOMBIT, mens FLIS‑rapporterne kun kan ses af kommuner, der er en del af FLIS.
Har I yderligere spørgsmål til Athene, er I velkomne til at kontakte os på samme adresse.
Genberegningerne af dagpenge afledt af nye regler for dagpenge og historiske data blev afsluttet med den ordinære kørsel i december 2025. Vi har udarbejdet en mini-vejledning, der kan understøtte opgørelsen af den økonomiske effekt af disse genberegninger.
I løbet af uge 8 kan du finde vejledningen ved at følge nedenstående link. Se afsnittet ”Videndeling og nyheder” og menupunktet Vejledninger. Filen er navngivet: ”Vejledning til FLIS DAP - se den samlede effekt af dagpenge datagenopretningen 2020-2024”.
Husk mulighed for brug af liste vedr. YUMU – liste over tidligere års indberetning af YUMU
I forbindelse med den årlige revision oplever kommunerne ofte at blive spurgt til tidligere års beregninger af YUMU (Ydelser Udbetalt med Urette). Sidste år blev der derfor introduceret en mulighed for at downloade en liste over tidligere års indberetninger/beregninger af YUMU. Det er muligt at vælge et år ad gangen og derefter downloade en fil, som kan åbnes i Excel eller lignende programmer. På listen er det muligt at se hvilken periode, som beregningen vedrører – det ses ved Periode start og Periode slut.
Du kan finde vejledning til listen i vejledningen til YUMU ved at følge nedenstående link. Se afsnittet ”Videndeling og nyheder” og menupunktet Vejledninger. Filen er navngivet ”YUMU vejledning…” (se nederst side 7).
Vi arbejder i løbet af 1. kvartal 2026 på at levere opdateringer eller ny funktionalitet til følgende områder:
Nye satser for 2026 (særlig fleksbidrag)
Forbedret kontrol af input data (fokus på størrelse af DFDG-filer) med henblik på tidligere varsling af evt. forlænget kørselstid i Ydelsesrefusion grundet store datamængder
Optimering af logik vedr. håndtering af negative indberetninger, når ugeopgørelsen i Ydelsesrefusion inkluderer et månedsskifte
Det forventes yderligere i løbet af 1. kvartal 2026 at blive gennemført et par datagenopretninger, der dog vurderes at være af meget begrænset omfang, hvorfor de også vurderes til at have en yderst marginal påvirkning i kommunerne.