Dette nyhedsbrev er målrettet ledere og chefer inden for Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesområdet.
Du kan læse om følgende:
Fælles fra AB
Fagrådet har prioriteret forslag til videreudvikling
Ydelsesdag – vi glæder os til at se alle!
Opfordring: Hjælp os med at komme tættere på jeres hverdag
Retstilstanden omkring automatiserede afgørelser
KSD, NemRefusion og Mit Sygefravær
Massiv opbakning til årets KSD-dage
Dialog om NemRefusion og beskæftigelsesreformen
Oplysningsskemaet i sygedagpengeindsatsen
KP
Kommuner klar til at gennemføre en 4-ugers test af den kommende AI-assistent til KP
KP-dagene
Nyt undervisningsmateriale skal give nye KP-brugere en lettere start
KY
Pilotdrift af HTF-automatisering i KY sættes i gang
Opdatering på KY's AI-assistent
YR
Borgerprisen sættes ned fra 2027
YR-data i Athene – frigivelse af rapporter ultimo september 2026
AI-assistent på vej til YR
Fælles fra Arbejdsmarked og Beskæftigelse
Kære kolleger
Dette er første nyhedsbrev efter sommerferien, og således også det første efter starten på Beskæftigelsesreformen.
KOMBIT, KL og STAR har gennem flere år arbejdet tæt og målrettet om at forberede de systemmæssige ændringer og understøtte en god overgang til de nye regler og arbejdsgange. Vi har samtidig haft fokus på, at løsningerne understøtter både lovgivningens intentioner og kommunernes opgaveløsning.
Den systemmæssige implementering er overordnet forløbet godt og problemfrit. Fokus er nu rettet mod de erfaringer, der opstår i den daglige drift, og den løbende dialog med kommunerne om de ændringer i arbejdsgange og processer, som reformen medfører. Det er naturligt, at nye arbejdsgange giver anledning til spørgsmål, ønsker og opmærksomhedspunkter. Blandt andet er det nye oplysningsskema et af de emner, vi aktuelt er i dialog med flere kommuner om. Nedenfor orienterer vi om baggrunden for skemaets udformning samt den evaluering, der gennemføres senere på året.
Vi giver også en status på de seneste drøftelser i Fagrådet for Arbejdsmarked og Beskæftigelse her i nyhedsbrevet.
Derudover er AI-assistenterne blandt de emner, der fylder meget på dagsordenen. KOMBIT arbejder fokuseret med at udvikle løsningsrelevante AI-assistenter, der kan understøtte jeres opgaveløsning direkte. Under de relevante løsninger i nyhedsbrevet kan du få en status på udviklingen og de seneste fremskridt.
Alt sker i tæt dialog og samarbejde med jer og jeres medarbejdere, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem aktiviteter og kommunedage i relation til de enkelte målgruppeområder og løsninger. Samtidig glæder vi os over den store interesse for Ydelsesdagen den 8. oktober 2026, hvor næsten 180 deltagere har tilmeldt sig. Vi glæder os til at se jer.
God læselyst.
De bedste hilsner
Anja Svane
Chef for Arbejdsmarked & Beskæftigelse, KOMBIT
Fagrådet har prioriteret forslag til videreudvikling
Fagrådet for Arbejdsmarked og Beskæftigelse mødtes den 25. august 2026, hvor et centralt punkt var prioritering af forslag til videreudvikling af de fælleskommunale løsninger på området, herunder KY, KP og KSD.
På baggrund af drøftelserne anbefalede Fagrådet en række initiativer inden for blandt andet automatisering, effektiv sagsbehandling, digital understøttelse og anvendelse af kunstig intelligens.
Fagrådet har en rådgivende rolle og afgiver anbefalinger til Porteføljerådet, som træffer den endelige beslutning om prioritering af udviklingsmidler på tværs af KOMBITs løsningsportefølje. Herved sikres det, at udviklingsmidlerne anvendes dér, hvor de skaber størst fælleskommunal værdi.
Du kan læse mere om governance, prioriteringsprocessen og samspillet mellem Fagråd, Porteføljeråd og KOMBITs bestyrelse her.
Vi orienterer ved årets udgang her i nyhedsbrevet om, hvilke udviklingsinitiativer Porteføljerådet har valgt at prioritere.
Kommunale medlemmer i KOMBITs Fagråd for Arbejdsmarked og Beskæftigelse
Dorthe Vang Kristensen, ydelseschef, Københavns Kommune (Forperson for fagrådet)
Lone Lollesgaard, uddannelses- og arbejdsmarkedschef, Vesthimmerlands Kommune
Steffen Holbech, ydelseschef, Odense Kommune
Niels Munksgaard, centerchef, Aarhus Kommune
Lene Nørlund, job- og borgerservicechef, Lemvig Kommune
Thomas Kjærgaard, centerleder, Kolding Kommune
Tina Holdgaard Villumsen, centerleder, Silkeborg Kommune
Ole Frederiksen, souschef for Social og Beskæftigelse, Syddjurs Kommune
Thomas Strøm, ydelseschef & konst. Arbejdsmarkedschef, Hvidovre Kommune
Brian Slot, digitaliserings- og it-chef, Vejle Kommune
Kommunale medlemmer i KOMBITs Porteføljeråd
Finn G. Johansen, Kommunaldirektør, Assens Kommune
Henrik Brix, IT- og digitaliseringschef, Favrskov Kommune
Jesper Kaas Schmidt, Kommunaldirektør, Randers Kommune
Jette Møberg, Økonomichef, Allerød Kommune
Kåre Jakobsen, Kommunaldirektør, Ishøj Kommune
Leif Johannes Jensen, Kommunaldirektør, Hjørring Kommune
Nicolai Kragh Petersen, Økonomidirektør, Københavns Kommune
Ulrich Schmidt Hansen, Kommunaldirektør, Gladsaxe Kommune
Forpersoner fra Fagrådene
Kommunale medlemmer i KOMBITs bestyrelse
Holger S. Rasmussen, Byrådsmedlem, Lolland Kommune
Jesper Frost Rasmussen, Borgmester, Esbjerg Kommune
Johannes Lundsfryd, Byrådsmedlem, Middelfart Kommune
Morten Slotved, Borgmester, Hørsholm Kommune
Pernille Beckmann, Borgmester, Greve Kommune
Ydelsesdag - vi glæder os til at se alle!
Den 7. juli 2026 sendte vi invitation til Ydelsesdag ud til alle faglige ledere for KP, KY og KSD. Ydelsesdagen foregår den 8. oktober 2026 i Fredericia. Klik her for at læse mere.
179 KP, KY og KSD-brugere, ledere/chefer har tilmeldt sig. Praktiske oplysninger vedr. dagen er sendt på mail til alle.
Vi glæder os over den store interesse og til en spændende dag i selskab med jer alle.
Har du spørgsmål til Ydelsesdagen, bedes du kontakte os på AB@kombit.dk.
Foto: Ydelsesdag 2025
Opfordring: Hjælp os med at komme tættere på jeres hverdag
I KOMBIT arbejder vi løbende med at udvikle og forbedre de fælleskommunale løsninger på Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesområdet. For at kunne gøre det bedst muligt har vi brug for en endnu stærkere forståelse af den hverdag, som ydelseschefer og ledere står i.
Derfor ønsker vi en tættere dialog med kommunernes ydelseschefer. Vi vil gerne blive klogere på de driftsmæssige og ledelsesmæssige udfordringer, som fylder i hverdagen, og forstå de rammer og vilkår, der præger arbejdet i kommunerne.
Vi ved, at der mange steder allerede findes stærke netværk og faglige fora, hvor ledere deler erfaringer, sparrer med hinanden og drøfter aktuelle udfordringer. Hvis det giver mening for jer, vil vi meget gerne deltage i disse fora for at lytte, lære og styrke vores indsigt i kommunernes behov og virkelighed.
Hvis I er en del af et eksisterende netværk for ydelseschefer eller afholder andre relevante møder og arrangementer, hører vi meget gerne fra jer.
Kontakt os på AB@kombit.dk. Vi ser frem til dialogen.
Retstilstanden omkring automatiserede afgørelser
KOMBIT modtager fortsat henvendelser på baggrund af Ankestyrelsens udtalelse "Generel tilsynsudtalelse om personlig underskrift eller lign. på breve" fra oktober 2025.
Henvendelserne handler primært om, hvorvidt automatiske breve i de fælleskommunale løsninger, som ikke indeholder navn på en sagsbehandler, er i overensstemmelse med de forhold, der beskrives i udtalelsen.
I den forbindelse vil vi gerne gøre opmærksom på, at det af forvaltningslovens § 32 b, stk. 2, fremgår, at bestemmelsen om personlig underskrift eller anden entydig identifikation af afsenderen ikke gælder for dokumenter, hvor der anvendes automatisk sagsbehandling.
Har du spørgsmål til emnet, er du velkommen til at kontakte AB@kombit.dk.
KSD, NemRefusion og Mit Sygefravær
Massiv opbakning til årets KSD-dage
Interessen for årets KSD-dage i Aalborg, Middelfart, Roskilde og Hvidovre er stor, hvor hele 97 kommuner har tilmeldt sig.
Dagsordenen tager afsæt i de temaer, udfordringer og spørgsmål, som kommunerne selv har peget på som de mest relevante. Fokus er derfor rettet mod de problemstillinger, der fylder i kommunernes hverdag netop nu, og hvor der er behov for fælles dialog, videndeling og erfaringsudveksling.
Beskæftigelsesreformen vil naturligt fylde en væsentlig del af programmet. Vi ser både på erfaringerne med de ændringer, der trådte i kraft den 1. juli 2026, og på de kommende ændringer, som forventes at få betydning fra 1. januar 2027. Formålet er at skabe et forum, hvor kommunerne kan drøfte reformens betydning for arbejdsgange, opgaveløsning og den fremadrettede indsats på området.
På dagsordenen er også udviklingsplanen for KSD i 2027. Her sætter vi fokus på de kommende initiativer og giver kommunerne mulighed for at bidrage med perspektiver og input til den fortsatte udvikling af løsningen.
Dagsordenen suppleres med input fra blandt andre STAR, og der vil naturligvis være god tid til spørgsmål, dialog og erfaringsudveksling med både KOMBIT og de øvrige deltagende kommuner.
Vi ser frem til fire faglige og praksisnære dage med aktuelle emner, stærkt kommunalt engagement og fokus på de udfordringer, som kommunerne står overfor i de kommende år.
Dialog om NemRefusion og beskæftigelsesreformen
Den 3. september 2026 deltog NemRefusion på Gavdi Refusions erfa-dag, hvor vi mødte virksomheder og samarbejdspartnere til en dag med faglige oplæg og dialog.
Vi delte viden om udviklingen i NemRefusion, aktuelle data fra løsningen og kommende reformændringer. Særligt reformens betydning for sygedagpengeområdet gav anledning til gode drøftelser og spørgsmål.
For NemRefusion er denne type arrangementer værdifulde. Deltagerne får ny viden om løsningen, mens vi får indsigt i brugernes erfaringer og behov. Det er med til at sikre, at NemRefusion udvikles i en retning, der skaber værdi for virksomheder, kommuner og øvrige myndigheder.
Tak til Gavdi for invitationen og for at skabe rammerne om en god og udbytterig dag.
Er du systemleverandør eller virksomhed og interesseret i, at NemRefusion deltager i et arrangement, kan du kontakte os på nemrefusion@kombit.dk.
Oplysningsskemaet i sygedagpengeindsatsen
I forlængelse af beskæftigelsesreformen vil vi gerne give en opfølgning på oplysningsskemaet. Vi har modtaget flere spørgsmål og ønsker til ændringer af oplysningsskemaet på sygedagpengeområdet. Derfor vil vi gerne orientere om baggrunden for det nuværende skema og de overvejelser, der ligger til grund for udformningen.
Oplysningsskemaet blev indført med sygedagpengereformen i 2006 og har siden været et centralt redskab i kommunernes opfølgning på sygedagpengesager. Selvom der gennem årene er gennemført flere ændringer på sygedagpengeområdet, er selve skemaet kun i begrænset omfang blevet tilpasset.
Som led i arbejdet med at forenkle og målrette sygedagpengesystemet blev det aftalt at modernisere oplysningsskemaet. Baggrunden var blandt andet erfaringer fra Mit Sygefraværs brugertilfredshedsundersøgelser, hvor mange borgere oplevede skemaet som komplekst og vanskeligt at udfylde.
Det nuværende oplysningsskema er udviklet med udgangspunkt i anbefalingerne fra dette arbejde, den nye § 13 f i sygedagpengeloven samt input fra kommunale medarbejdere fra en række kommuner. Formålet har været at reducere og målrette indholdet, så skemaet i højere grad understøtter borgernes situation og de lovgivningsmæssige krav. En konsekvens af denne målretning er, at skemaet i højere grad er designet ud fra et borgerperspektiv. Det vil naturligvis ikke altid harmonere fuldt ud med de oplysninger, som medarbejdere kan ønske sig til brug for den videre sagsbehandling. Særligt når der er tale et generelt oplysningsskema, der skal understøtte mange forskellige situationer og kommunale arbejdsgange. Det er derfor naturligt, at kommunerne gør sig forskellige erfaringer med anvendelsen i praksis.
KL, STAR og KOMBIT har aftalt at gennemføre en evaluering af det nye oplysningsskema i slutningen af 2026. Evalueringen skal danne grundlag for en vurdering af, om der er behov for justeringer. I den forbindelse vil kommunale ledere og medarbejdere få mulighed for at bidrage med erfaringer og forslag til forbedringer.
Vi vender tilbage senere om evalueringsprocessen og om mulighederne for at indsende input.
KP
Kommuner klar til at gennemføre en 4-ugers test af den kommende AI-assistent til KP
Testen af KP’s kommende AI-assistent gennemføres af en gruppe kommunale testere, som er med til at udvikle og afprøve assistenten i deres daglige arbejde.
Kommunerne skal undervejs i testforløbet give konstruktiv feedback på svarenes kvalitet. I alt er der tale om 20 forskellige kommuner, som er repræsenteret på tværs af faggrupper. Forventningen er, at assistenten bliver tilgængelig for alle kommuner, der ønsker at bruge den i løbet af første kvartal 2027.
KP’s AI-assistent er baseret på samme platform som KSD, KY og YR – sidstnævnte er under udvikling, og du kan læse mere om den senere i nyhedsbrevet.
AI-aisstenten til KP vil fungere som et avanceret informationssøgningsværktøj i brugervejledninger, temavejledninger og forvaltningshåndbogen. Den kommer altså ikke til at indeholde lovgivning. Helt konkret er formålet med assistenten er at gøre det lettere at søge i vejledningsmaterialet.
Ligesom ved de andre AI-assistenter yder den ikke sagsstøtte, træffer ingen afgørelser og løser ikke opgaver på vegne af brugeren. Den er designet som et sikkert og gennemsigtigt værktøj, der hjælper KP-brugerne med at navigere i brugervejledningerne.
Vi holder jer informeret om test- og udviklingsforløb i de kommende nyhedsbreve.
KP-dagene
De seks KP-dage i oktober og november nærmer sig med hastige skridt, og igen i år oplever vi stor tilslutning med deltagere fra 83 kommuner.
Emnerne
Betaling – Arbejdsgange for udbetalinger og faktura i og udenfor KP
Personligt tillæg – Bevillingsprocessen og arbejdsgange i og udenfor KP
For jer, som allerede er i fuld gang med at bruge KP til udbetaling og bevilling af personligt tillæg, er KP-dagene anledning til at stille skarpt på egne arbejdsgange og samspil mellem andre systemer. Med input fra både KOMBIT og andre kommuner, kan det give anledning til justeringer, som letter sagsbehandlingen i KP.
For jer, som endnu ikke bruger KP fuldt ud på disse områder, er KP-dagene anledning til at få indsigt i mulighederne med KP, og evt. være springbræt til at ”flytte mere ind” i KP og (i højere grad) få samlet sagsbehandlingen i KP.
Vi glæder os til at komme ud og møde brugerne af KP (ansigt til ansigt) og få nogle gode og lærerige dage sammen!
Nyt undervisningsmateriale skal give nye KP-brugere en lettere start
KPs videogrundkursus har nu været klar i en første version i ca. et halvt år.
Kurset har været godt besøgt og tilbagemeldingerne har været meget positive. Undervisningsmaterialerne er allerede blevet en integreret del af onboardingen til KP i flere kommuner, og det kommer også i spil, når man skal i gang med nye dele af KP, som man ikke tidligere har arbejdet med i kommunen.
Materialet styrker nye brugeres anvendelse af KP og gør det lettere for dem at komme i gang. Det kan også hjælpe mere erfarne brugere til at kvalitetssikre eksisterende brug af KP, eller hvis de tager nye dele af KP i brug.
Grundkurset består af korte introduktionsvideoer, der giver en overskuelig og praksisnær indflyvning til systemet og er udviklet i tæt samarbejde mellem KOMBIT og Vesthimmerland Kommune.
Siden den første version af grundkurset blev udgivet, er der kommet nye videoer til, bl.a. målrettet sagsbehandler. Vi forventer, at den næste udvidelse af undervisningsmaterialet vil være målrettet KPs systemadministration.
Du kan se grundkurset her, hvor du også kan læse mere om, hvordan vi anbefaler, at I bruger kurset i praksis. Det er også muligt at finde materialet inde på vores dokumentbibliotekunder "Ny KP bruger".
Har du nogle spørgsmål eller andet, er du velkommen til at kontakte os på KP@kombit.dk.
Foto: Oversigt over nogle af de elementer, der indgår i grundkurset
KY
Pilotdrift af HTF-automatisering i KY sættes i gang
Formålet med pilotdriften er at afprøve automatiseringen i flere kommuner og sikre, at løsningen er klar til bred anvendelse.
Assens Kommune og Aalborg Kommune har allerede testet automatiseringen og melder om positive erfaringer med den nye funktionalitet i KY. På baggrund af tilbagemeldingerne udvider vi nu pilotdriften med flere kommuner.
Pilotdriften fortsætter frem til udgangen af 2026 og starten af 2027. I denne periode skal kommunernes erfaringer blandt andet bidrage til at:
afprøve automatiseringen i forskellige kommunale arbejdsgange
identificere eventuelle behov for justeringer
understøtte en stabil og velfungerende løsning
forberede kommunerne på den efterfølgende implementering
Torsdag den 24. september 2026 afholder vi et introduktionsmøde for de deltagende pilotkommuner. Her præsenterer vi implementeringsplanen og gennemgår pilotforløbet med de relevante medarbejdere og interessenter fra kommunerne.
HTF-automatiseringen forventes at blive tilgængelig for alle kommuner i begyndelsen af 2027. Vi deler mere information om den endelige tidsplan og implementering, når pilotdriften nærmer sig sin afslutning.
Har I spørgsmål til pilotdriften eller HTF-automatiseringen, er I velkomne til at skrive til KY@KOMBIT.dk.
Opdatering på KY's AI-assistent
Som det også blev fremhævet i afsnittet om KP’s AI-assistent, er det altid noget særligt, når ny teknologi tages i brug. Det skaber både muligheder og behov for fælles afklaring. Derfor afholdt vi tidligere på året informationsmøde om KY’s AI-assistent for jer KY-ledere.
Formål var at klæde jer som ledere godt på til at håndtere spørgsmål om assistenten, indgå i dialog med medarbejderne under implementeringen og få indsigt i rammerne for anvendelsen.
Siden mødet har vi igangsat en test af den kommende assistent i KY, som vil indeholde relevant lovgivning på ydelsesområdet. Vi forventer at have den første version af løsningen klar til udrulning i det sidste kvartal af 2026.
Flere og flere kommuner tager AI-assistenten i brug
I skrivende stund er KY’s AI-assistent (vejledningsdelen) i brug i 88 kommuner, og vi er i gang med at få de sidste på i den kommende tid. På sigt er det planen, at lovgivningsmateriale (der stadig er under udvikling og derfor ikke er i drift endnu) også indgår som en del af AI-assistenten, hvis kommunen ønsker det.
AI-assistenten er et sikkert, lovmedholdeligt og fagligt understøttende værktøj, som effektiviserer adgangen til vejledninger og lovgrundlag uden at behandle personoplysninger eller overtage sagsbehandlerens ansvar.
AI-assistenten til KY (vejledningsdelen) er tilgængelig for alle kommuner, der ønsker at bruge den. Vi forventer, at lovgivningsdelen er færdig udviklet, testet og klar til, at de første kommuner kan komme på i november 2026. Udrulningsplanen forventer vi at offentliggøre i løbet af oktober 2026.
YR
Borgerprisen sættes ned fra 2027
Det er aftalt med kommunestyregruppen for Ydelsesrefusion, at borgerprisen for løsningen kan sættes ned fra 2027.
Prisen nedsættes fra den 1. januar 2027 fra 4,75 kr. til 2,85 kr. pr. borger pr. år. Det svarer til en reduktion på 40% svarende til en samlet besparelse til kommunerne på ca. 34 mio. kr. i perioden 2027-2029 – dvs. godt ca. 11 mio. kr. pr. år.
Prisnedsættelsen er mulig, fordi løsningen med udgangen af 2026 i praksis har finansieret de udviklingsomkostninger, der har været forbundet med etableringen af Ydelsesrefusion. Samtidig har løsningens økonomi i de seneste år udviklet sig mere positivt end forudsat som følge af et vedvarende fokus på effektiv drift, økonomistyring og prioritering af løsningens aktiviteter.
Information om dette er fremsendt direkte til YR-dataansvarlige samt økonomichefer.
YR-data i Athene – frigivelse af rapporter ultimo september 2026
Så er vi klar med de fire første rapporter baseret på YR-data i Athene!
Athene er KOMBITs BI-komponent, der fungerer som en fælleskommunal dataplatform, der samler og udstiller kommunale indsigter. Rapporterne, der allerede nu er tilgængelige for alle kommuner, er:
Hvordan ligger jeres kommunes refusionsprocent?
Hvordan ligger jeres kommunes medfinansieringsprocent?
Hvordan fordeler borgerne sig på refusions trappeintervaller?
Hvor mange fuldtidspersoner har i på forsørgelse, og hvad er udgiften pr. Person?
Den kommunale sparringsgruppe for YR har givet værdifuldt input til udviklingsprocessen og har medvirket til at sikre, at rapporterne giver den ønskede indsigt og er målrettet slutbrugerne i kommunerne.
Introduktion til rapporterne
Som tidligere omtalt i nyhedsbrevet afholdes Ydelsesdagen den 8. oktober 2026. Ydelsesrefusion deltager på dagen, hvor det vil være muligt at høre nærmere om de fire rapporter med YR-data samt se en live demo af rapporterne.
Webinar på vej
Derudover indkalder vi til et webinar for en mere dybdegående introduktion til rapporterne den 28. oktober 2026. Invitationerne til webinaret vil blive udsendt til den YR-dataansvarlige i hver kommune, som bedes hjælpe med at formidle indkaldelserne til relevante deltagere i kommunen.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til ovenstående ved at skrive til vores postkasse: ydelsesrefusion@kombit.dk.
Har du spørgsmål til brugen af Athene, eller har du brug for din kommunekode til rapporterne, er du velkomne til at skrive til athene@kombit.dk.
AI-assistent på vej til YR
Som lovet kan I nedenfor læse mere om YR’s AI-assistent, der er under udvikling.
KOMBIT arbejder i øjeblikket på at lancere en lille AI-assistent til Ydelsesrefusion.
Assistenten bliver udviklet i samarbejde med vores sparringsgruppe og forventningen er, at den bliver tilgængelig for alle kommuner, der ønsker at bruge den, fra november 2026.
YR’s AI-assistent er baseret på samme platform som KSD og KY, og den vil fungere som et avanceret informationssøgningsværktøj. Helt konkret er formålet med assistenten at gøre det lettere at finde svar på spørgsmål, der opstår i forbindelse med først og fremmest indretningen af YUMU (ydelser modtager med urette) samt forståelse af data, der modtages fra Ydelsesrefusion.
Assistenten kan hjælpe med at finde relevant vejledningsmateriale, men yder ikke sagsstøtte, træffer ingen afgørelser, løser ikke opgaver på vegne af brugeren, og håndterer ikke lovgivningsmateriale.
Den er designet som et sikkert og gennemsigtigt værktøj, der hjælper sagsbehandlere med at navigere i YR's brugervejledninger.
Kommunerne vil få gratis adgang til assistenten direkte via YR-løsningen, når man har givet tilsagn om tilslutning og har gennemført den obligatoriske undervisning.