FBS 2.0 er klar til ibrugtagning den 28. januar 2027
Implementering
Vær opmærksom på brugen af pinkoder efter CPR-læk
Sidste chance for tilmelding til Årsmøde for Bibliotekernes Data og IT
Nu er der ikke længe til, at beta.Netpunkt bliver til Netpunkt
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til nyhedsbrevets indhold, er du altid velkommen til at skrive til bibsys@kombit.dk.
Rigtig god læselyst!
Med venlig hilsen Bibliotekernes Data og It
Nyt fra FBS 2.0
FBS 2.0 er klar til ibrugtagning den 28. januar 2027
Udviklingen af FBS 2.0 er afsluttet, og løsningen er klar til ibrugtagning den 28. januar 2027. Frem mod idriftsættelsen arbejder vi på de sidste forberedelser.
Det betyder, at bibliotekerne fra den 28. januar skal arbejde i FBS 2.0, som består af Cicero Mobile, Cicero Slide, Cicero Join, Cicero Surf mm.
Hvad kan I forvente den 28. januar?
FBS 2.0 vil være klargjort til jeres bibliotek og fungere som den platform, medarbejderne skal anvende fra dagens start. Løsningen vil være fuldt tilgængelig med alle nødvendige biblioteksfunktioner.
Det er vigtigt, at biblioteksmedarbejderne er uddannet og klædt på til at tage den nye løsning i brug på dagen.
Implementering
KLIK-opgaver
I efteråret vil der løbende blive publiceret KLIK-opgaver. Når I påbegynder en opgave, er det vigtigt at I markerer den som påbegyndt, så vi kan følge fremdriften. Har I spørgsmål, kan I altid stille dem direkte i den enkelte KLIK-opgave.
Uddannelse
Uddannelsen af superbrugerne er godt i gang, og første del af forløbet med online kick-off-kurser afholdes i øjeblikket.
Fra midten af november starter næste fase med fysiske halvdagskurser, som afholdes regionalt for at minimere deltagernes transporttid. Alle tilmeldte superbrugere har modtaget en invitation til disse kurser.
I perioden mellem kick-off-kurserne og de fysiske kurser har superbrugerne adgang til selvstudie, så de er godt forberedte til den sidste del af undervisningen.
Som et supplement, har Systematic oprettet en undermappe i Teams-kanalen for projektledere med navnet "Support til uddannelse i FBS 2.0". Denne kan anvendes hvis superbrugerne har tekniske udfordringer med selvstudiet eller uddannelsesmiljøet.
Spørgsmål og behov for sparring håndteres på det fysiske kursus, hvor superbrugerne kan udveksle erfaringer og stille spørgsmål om selvstudie og uddannelsesforløbet.
Det er vigtigt, at superbrugerne får tilstrækkelig tid til at planlægge og gennemføre undervisning for egne brugere på både folke- og skolebiblioteker samt på de ikke-kommunale institutioner.
Vær opmærksom på brug af pinkoder
I lyset af det omfattende læk af CPR-numre i oktober vil KOMBIT opfordre bibliotekerne til at være særligt opmærksomme på sikkerheden omkring brugen af pinkoder.
Mange biblioteksbrugere kan være berørt af lækket. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at et CPR-nummer i sig selv ikke giver adgang til en lånerkonto. Adgangen er fortsat beskyttet af brugerens selvvalgte, personlige pinkode.
KOMBIT har modtaget henvendelser fra både biblioteksbrugere og biblioteker, som udtrykker bekymring over, at pinkoder ofte kun består af fire cifre. Vi vil derfor gøre opmærksom på, at det i Cicero er muligt at anvende pinkoder på op til 16 cifre. Længden af pinkoden skal og kan ikke konfigureres i Cicero. Adgangsplatformen, som anvendes til login via Mit Biblo, Filmstriben o.lign., understøtter allerede op til 16 cifre lange pinkoder.
Hvis vil I gøre det muligt for jeres lånere at vælge en længere pinkode, skal I ændre i FB CMS admin og undersøge om jeres selvbetjeningsløsninger på bibliotekerne understøtter en længere pinkode.
Vi anbefaler, at bibliotekerne opfordrer deres brugere til at vælge en stærk pinkode og undgå fødselsdatoer og andre let gennemskuelige talkombinationer. Brugerne kan desuden med fordel benytte MitID til login på f.eks. bibliotekernes hjemmesider, Bibliotek.dk og Filmstriben, hvor denne mulighed er tilgængelig.
Sidste chance for tilmelding til Årsmøde for Bibliotekernes Data og It
Som nævnt i tidligere nyhedsbreve, bliver der holdt Årsmøde for Bibliotekernes Data og IT den 2. december 2026 i Spinderihallerne i Vejle.
Målgruppen for årsmødet er bibliotekschefer samt chefer fra fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker. Programmet for årsmødet er derfor målrettet chefniveau, inkl. informationer om FBS 2.0. Systemadministratorer vil blive informeret om FBS 2.0 via andre kanaler.
Vi har sammensat et program med fokus på strategisk, økonomisk og organisatorisk udvikling på biblioteksområdet.
Vi har sendt en mail med link til tilmelding til bibliotekschefer samt ledere for FFU. For at komme med, skal du tilmelde dig via linket senest fredag den 6. november 2026 kl. 12.